Guide

Intro til samtykke

Det er en nødvendig del af alle relationer, og vi er her for at give dig et intensivt kursus.


Seksuelle overgreb

Det er ikke altid lige nemt at vide, hvordan man skal opføre sig, når det kommer til dating og sex. Alle personer, du møder, har deres helt egne grænser og forventninger — nøglen til at danne sig et overblik over disse er god kommunikation. Det er derfor, samtykke er så vigtigt. Det er en nødvendig del af alle relationer, og vi er her for at give dig et intensivt kursus.

Samtykke er egentlig ret enkelt. Det betyder bare, at du skal sikre dig, at du har tilladelse fra din partner, inden I gør noget intimt sammen. Samtykke kan både gives med ord og handlinger. Pointen er, at du har ansvar for at respektere andres grænser, på samme måde som andre har ansvar for at respektere dine grænser. Hvis du ikke er 100 % sikker på, hvad din partner er med på, så spørg.

Hvis du mødes med et match, så husk: I skal begge føle jer godt tilpas og have givet aktivt samtykke, inden I indgår i seksuelle aktiviteter sammen. Og hvis du føler dig klar til at tage tingene skridtet videre med dit match, så husk at sikre dig, at dit match løbende giver sit samtykke.

Så husk:

  • De juridiske definitioner kan variere, men generelt set betyder seksuelle overgreb enhver form for seksuel kontakt eller aktivitet, der finder sted, uden at ofret har givet sit samtykke. Seksuelle overgreb inkluderer voldtægt, seksuelle berøringer, der finder sted uden samtykke, eller seksuelle handlinger, der påtvinges andre, såsom tvungen udførelse eller modtagelse af oralsex.
  • Samtykke kan ikke gives, hvis en person ikke er mentalt eller fysisk i stand til at give samtykke eller er påvirket af stoffer eller alkohol — for i disse tilfælde kan det være umuligt at forstå omfanget af den situation, man befinder sig i.
  • Samtykke gives frit i situationer uden frygt, pres eller nogen former for trusler. Krænkere benytter ikke altid fysisk magt; de kan også benytte trusler eller manipulere eller tvinge deres ofre på anden vis.
  • Du har altid ret til at sige "nej". Hvis der ikke bliver sagt "nej" ligeud, betyder det ikke, at der er givet samtykke. Hvis din partner virker utilpas eller tøvende, så spørg hvordan vedkommende har det og tilbyd at give vedkommende lidt plads, eller tage det hele lidt langsommere. "Måske" betyder altid "nej".
  • Et "ja" til én slags seksuel aktivitet betyder ikke "ja" til en anden slags seksuel aktivitet. Samtykke er ikke noget, man giver én enkelt gang, og så fanger bordet — det er noget, der løbende skal be- eller afkræftes i din relation med hver enkelt partner. Selv efter der er givet samtykke til at starte med, har din partner altid ret til at ændre mening og sige nej — og det har du også.

Sådan beder du om samtykke

Samtykke behøver ikke altid være givet med ord, men når I giver verbalt samtykke og igennem en samtale bliver enige om hvilke seksuelle aktiviteter, I begge føler jer tilpas med, kan det hjælpe både dig og din partner til at respektere hinandens grænser. Verbalt samtykke kan bl.a. gives ved at sige "ja", "bliv ved" eller fortælle din partner, hvad du har lyst til. Samtykke kan bl.a. gives uden ord ved at nikke, trække din partner tættere på dig eller ved aktivt at udtrykke dit samtykke på andre måder, eks. igennem berøringer.

Husk at signaler, der ikke gives verbalt, ofte er mindre tydelige, især når du er sammen med en ny partner, så det er altid bedst at benytte sig af verbalt samtykke, indtil I kender hinanden godt. Og så kan det også være sexet at bede om og give sit samtykke. Samtykke skal altid være både entusiastisk, klart og tydeligt og gives løbende under hele den seksuelle aktivitet. Det er meget vigtigt, at alle i relationen føler sig godt tilpas med, hvad der sker, og kommunikerer denne følelse hele vejen.

Husk at samtykke ikke kun er relevant, når det kommer til seksuel aktivitet — arbejd jer hen imod at fastslå en gensidig interesse i jeres fysiske kontakt, så I sikrer jer, at I begge er opmærksomme på, hvad I begge har lyst til, og så I kan aftale klare grænser. Og husk på at personer, der er påvirket af stoffer eller alkohol, ikke er i stand til at give samtykke.

Sådan giver du dit samtykke

Hvis du ikke har det godt med en bestemt form for seksuel aktivitet, så er du i din fulde ret til at undgå denne aktivitet, og der er ingen, der har ret til at presse dig til at gøre det alligevel. Vær klar og tydelig, når du kommunikerer dine hensigter og husk, at der ikke er nogen, der har ret til at skubbe til dine grænser — ligesom du heller ikke skal skubbe til andres grænser.

Hvis du har lyst til at have sex med din partner, så fortæl vedkommende, hvad du kan lide og ikke kan lide — og aftal måder, hvorpå I begge kan kommunikere jeres samtykke løbende; I kan eksempelvis blive enige om at spørge ind til hinanden, i takt med at tingene udvikler sig. Hvis du ikke er 100 % sikker på, om din partner er med på en bestemt seksuel aktivitet, så spørg. Og husk nu, at hvis der ikke bliver sagt "nej" ligeud, betyder det ikke "ja".